On/off-religiøsitet

Jeg kalder ikke mig selv kristen. Eller katolik. Jeg kalder hverken mig selv buddist, muslim eller hindu. Jeg kalder mig hverken troende eller ateist.

Ærlig talt så har jeg et lidt mærkeligt forhold til min religion. Nok ligesom mange andre. Jeg har ikke fundet mit ståsted i verden, og ved derfor heller ikke hvad jeg skal bekende mig til, eller om jeg overhovedet skal bekende mig til noget…

Men lige så snart ting går galt i mit liv. Når jeg har problemer, når min verden bliver for stor til at jeg kan overskue den – så bliver jeg religiøs.

Måske ikke i den forstand at jeg lige pludselig bekender mig til en bestemt religion, men imorges lå jeg og tog mig selv i at tænke “Hjælp mig Gud… Hvad du end er”. Jeg forsøgte at få en højere magt til at gribe ind og til at hjælpe mig.
Jeg havde brug for en at rette blind tillid til for at kunne overskue mig selv.

Jeg ved ikke om jeg er den eneste der har det sådan. Men hvor mange af de passagere der sidder i et fly, kapret af terrorister eller på vej til at styrte ned har ikke sendt et “Hjælp mig Gud”, over sine læber?

Jeg tror at mennesker har brug for at en højere magt griber ind, eller i det mindste har vi brug for troen på at der er en højere magt der KAN gribe ind.