Journalisternes objektivitetskriterier blandes med den enkelte borgers subjektive syn på en given situation – lige gyldigt hvor meget borgerjournalisten stræber efter at opnå objektivitet, vil manglen på egentlig journalistisk uddannelse give sig udslag i en mere subjektiv journalistisk form.

Dette er ikke nødvendigvis skidt! Så længe vi er enige om præmisserne, kan borgerjournalistik være et kærkomment pust til et lettere stillestående mediebillede.

http://mediehack.elmose.com/?p=654

Vi har et system, hvor universiteterne får penge for hvor mange elever der gennemfører uddannelsen – hvilket naturligvis resulterer i forringet faglighed, da det økonomiske incitament (især, kunne det tænkes, på de mindre studier) til at lade ukvalificerede elever bestå eksamen (som Jyllands-Posten viste var tilfældet i August 2010).

Min erfaring rækker kun til de humanistiske uddannelser, men umiddelbart er tendensen her, at selv de dårligst egnede kan komme igennem studiet.
Hele kampagnen med at flere skal have en ungdomsuddannelse, kombineret med arbejdsløshed blandt unge, samt taxametersystemet, gør at der uundgåeligt kommer flere ukvalificerede studerende gennem systemet.

Vi ender med et virvar af unge mennesker der er uddannet lige dårligt, især fra humaniora, da dette område åbenlyst forringes år for år, da både politikere og erhvervsfolk hellere ser pengene gå til de naturvidenskabelige studier.

Min reaktion på dette er, at de humanistiske studier ikke kan gøre noget ved de få penge – men at de i stedet kunne sætte det faglige niveau op, så det at være uddannet i historie, religion, antropologi, dansk, idehistorie, journalistik, litteraturvidenskab eller pædagogik, ikke var noget som alle og enhver kunne opnå….  Men dette bliver først og fremmest forhindret af taxametersystemet.

Lad os få en debat om de værdier vi sætter højest i samfundet, og om hvorvidt uddannelsessystemet skal styres af et ønske om bred, faglig og højt kvalificeret viden om alle aspekter af vores samfund eller om udviklingen skal styres af økonomisk politik og erhvervsfolk fra den private sektors ønsker om fremtiden!

Faktisk er det et par måneder siden det skete, men det er først nu jeg har fundet ud af hvor befriende det egentligt er. Man slipper for at zappe ind i programmer som:

Robinson ekspeditionen, De Unge Mødre, Vild Med Dans,  Single Liv, Paradise Hotel, Baronessen Flytter Ind, 2900 Happiness, Big Brother, Talent 09, X-fucking-Faktor og alle de programmer med talentløse mennesker der hyldes for deres middelmådige underholdningsværdi og er glemt dagen efter deres ansigt ikke ses på skærmen. HØR NU HER: Vi er 5 millioner mennesker – hvor mange talenter regner I med der vupti dukker op? Og ikke nok med at man skal krumme tæer over deres scenepræstationer – så fylder omtalen af dommere og deltagere også uendeligt meget i aviserne i dagene efter!

“Ja, ja – men så kan du jo bare se nogen andre programmer”. JA! Det kan jeg – men der er bare ikke mange at vælge i.  Problemet er jo ikke nødvendigvis TV-mediet: men nærmere at der åbenbart findes utrolig mange mennesker der synes at den bedste sendetid skal bruges på intetsigende, smagløs underholdning. Der er jo “penge i lortet”. Vi kan da ikke være os selv bekendt! Hvad er det for en retning vi bevæger os, når underholdningen består i at sidde og grine af mennesker der følger deres drøm, men bare gør det utrolig dårligt? Og det bliver endnu sjovere når dommerne (forbillederne?!?) sidder og sviner de dårlige deltagere til (hvilket som regel også er dem der ikke rigtigt kan gøre for det, eller kan se det selv).

Er det sådan vi vil lære vores børn at man opfører sig overfor andre mennesker? Er det virkelig så vigtigt om det er Bubber eller Basim der danser bedst tango??

Mere Viden Om! Mere Horisont! Mere BBC – Vores Planet! og endelig mere Peter Lund Madsen på Dannelsesrejse!